Digte på siden

Digte på siden

 

"Digte på siden" er er digte fra sidebenene, der stille og lydløst forlængere siden De her har slået op på. Den vil blive længere og længere, som barnet der gror bliver større og større og klogere og klogere. Om digtene bliver klogere må tiden vise, men....

Marts 2018

mellem rummets murværk

 

stille larm

blomstrer i luften

rosenblade på gulvet

og tomme bænke

murværk på kampesten

og hvide søjler på stengulv

marmorøjne fra tavse statuer

og tunge egestammer

stolte for enden

tvunget sammen med

metalsøm

fra gulv til loft

svømmer man i luft

afkølet og kold

 

i et ekko fra fortiden

høres åndedrættets hvisken

shhh…. shh… sh.

en evighed ebber ud

med duften som visner

og for en stund forsvinder

i murværket

rosenblade falder

dalende røde rosenblade

her kan de døve høre

og de blinde kan se

den stille larm er smuk

mellem rummets murværk

 

 

Februar 2018

 

på stikker gennem ild

 

grænseløse tanker fra løse hænder

svæver på stikker gennem ild

under vand

over land

 

indhenter vind med stormen i din mund

oversvømmer atlas

vådt ulæseligt papir

spiller pan på globus og vælter træer

med den storm der orkaner fra dit indre

 

blæser på stikker gennem ild

grænseløs on fire

lyn tanker uden omtanke og efterslæb

forslæber ytring hurtigt nedslag tempo

spontaneous combustion

øjeblikkelig antændelse

 

filer toner på tværs

på stikker gennem ild

lyd uden pas

jazz.

Januar 2018

 

mal fra dybet

 

dybet

som om alting kommer fra dybet og stiger op

op mod lyset

kæler for hver en tone

aldrig kaskader men toner

toner der fødes i mudderet fra bunden og kærtegnes af de bølger der rytmisk gentages i overfladen

 

dybet

du elsker dybet

du befinder dig godt i dybet

det tror jeg

det hører jeg

du ånder i dybet

og du ved at det absolut ingen mening giver

at være i dybet uden en overflade

 

du tager dig god tid i dybet

der er god tid for overfladen er langt væk

du er der mens du skaber

skaber grobund.

December 2017

 

 

 

skyd ikke på en sangfugl

....når årets ledes mod sin ende

 

himlen er særlig dyb

det mørke under nattens tangenter antastes med bløde strøg

fra vinterhåndens sidste bevægelser

for denne himmel forsvinder for altid

og lægges tilrette i hukommelsen der kan glemmes

mørket er baggrunden for fuglen der søger vej

det kan høres på dets allersidste kald

inden årets forfalden til et nyt skydes nært

 

fuglen er smuk

den kan ses på lang afstand

en bird of beauty med natten i naima

gennem glimt og lysende opstød

opblusende tone under vingefang

natten er dyb og hul til den igen ender et sted inden kender

end ikke fuglen på vej ved sit hvil

men på vej er den

en flamme der blegner alt omkring sig

i blitz over tagrygge

højt i mørket er den naturlig

sig selv af sted around midnight

en fyldt modsætning til nattens hulrum fylder den det hele ud

ud i blodet med hæs ømhed

man får lyst til at drikke eller iføre sig

for bare at undgå

at alt forgår som det forgangene år

 

der er lyde derude

mange lyde derude

ustyrlige lyde derude

de sidste lyde toner et sted derude

 

fuglen er fløjet bort

og for en stund opslugt af årets allersidste drone

men jeg ved at når jeg vågner i morgen

flyver den igen

flyver den igen

også selvom året er blevet ledet mod sin ende.

 

(digtet er skrevet til tonerne af Karsten Vogel; Birds Of Beauty)

 

 

 

der er alkohol i skumringen

 

vandet i åen er tykt i tågen

løbende som blod en åre mod havet

der er skift i vinden der er noget der vender

rundtomkring omkring& rundt

borte er det gamle bryggeri næsten ved åens kant

på den anden side en park der tipper til en forbi passeres bilstereo

der flipper

der er ingen klipper

kun græsset der hælder sig ud i åens legeme

stille flydende som øllet i de gamle humlekar

tågen er alkoholen i aftens substans

synets støjende stimulans

en udvisket bro på afstand en gangbar installation

træerne drypper tykt for tågen har sat sig

sat sig fast

klæbrigt og langt

aftenen er faldet som en alt for stor hat

ned på os alle.

November 2017

 

aftryk

 

mellem fingre

under hånd

og et forfrossent smil

står tilbage

alene i cement

skriver med hammer og mejsel på store sten

grundig med fødderne i blødt mørtel

armstrong på månen

one giant step for mankind

kind of rører jeg din kind

et ar for altid

tonetryk i evig luft

lander på det hvide lærred

som helhesten løber vildt omkring

med maske og sko

gips på fod

står selv uden indhold

modermærke på hud

afsluttet kemo

huskes med angst og mine i jern

i tilbageblik ud i evigheden

 

 

Oktober 2017

kalder himlen ned (oplæne #1)

 

under den samme himmel

indåndes den samme luft

 

når himlen forsvinder

holder den op med at eksistere

falder i erindringen

om noget der var

engang

tæt på konstant borte

 

lod den sig bemærke

satte den sig

inden den forsvandt

husker den nært

 

håber at den er der for

hvor kan jeg læne mig hen når

jeg ikke mere kan læne mig op

 

jorden trækker i mine fødder som

mudder peluterer mine ankler

stikker dybt mens drømmen kalder

 

himmel ned

plastik kopper smelter

hjertet i smedens værksted brister

bortskåret er de sidste knaster

mens himlen kaldes ned.

 

aske

 

afbrændte melodier antændt med tændstikker

i vind de blandes

løse og revet fra hinanden

et sted ingen kender de landes

 

prikker på hvidt papir

forladte lyde fra strenge

i luft de blæser

 

glemte og kasserede

fra hjerte og ører

slettet fra den tanke hvor de blev født

 

de kommer ikke tilbage

for de har været

men lyt til vinden

 

et stykke aske på kinden

under himmel

derude

 

tændstikkerne gemmes væk

 

 

September 2017

 

 

ledetoner

 

tøsne og vintergækker

har solen gjort

rindende vand finder vej

gennem skovbundens mættede overflade

det risler stille mod enden

et tavst spejl et sted dernede

tøende spor viskes langsomt ud

i hvilende ledetoner fra vinterens forsvinden

forvandlingen er vægtløs

optøede drømme spirer søvnigt frem

forført af vinterens efterklang

og forårets avantgarde

det hele sker her

i de ventende hvilende ledetoner

 

ahorn

 

ahornen har smidt sig på jorden

den har lagt sine bevingede kroppe ved foden af sin stamme

hornet blæser luft og skriger vibrerende for frøet

parat til at skabe nyt liv i den bløde muld

det er afskeden og begyndelsen på en og samme tid

tonen klinger ud inden en ny klinger ind

sådan har det altid været

 

 

ahorn

 

ahornen har smidt sig på jorden

den har lagt sine bevingede kroppe ved foden af sin stamme

hornet blæser luft og skriger vibrerende for frøet

parat til at skabe nyt liv i den bløde muld

det er afskeden og begyndelsen på en og samme tid

tonen klinger ud inden en ny klinger ind

sådan har det altid været.

 

Marts 2017

 

holon

 

det splintrede glas ligger der stadigvæk

på gulvet i køkkenet

små kantede skår

det glimter sin egen glans

hvorfra man står

det er smukt

det er smukt og på en måde overrumplende

at se glasset på denne måde

det vil ikke fejes op

jeg kan ikke feje det op

endnu

e

n

d

n

u

 

 

Januar 2017

 

falmende

 

i antikvariatets vindue

står der falmende titler

affarvet af solen og tidens tag

støvet har lagt sig

døde hudceller på bøgernes overflade

har sløret deres skrift

matte ser de ud

der i antikkens vindue

på udsalg til falmende priser fra en svunden tid

 

udenfor rusker vinden i gren

mens solen sidste stråler belyser bladenes dans under antikvariatets brune vinduesramme

den er på vej væk

solen

bag hustage og nøgne trækroner

lyset falmer i horisont

som mørket sortner

og for en stund opsluger

det lille antikvariat

ved Jyllands Allè

 

 

 

December 2016

 

komme faldet

 

når månen belyser

svømmer min krop

rastløs sitren og flyvske tanker

ustyrlige gemmer de på det hele uden at hele noget som helst

på tværs af mig selv med åbne øjne

en dyne i kruseduller og en arbejdsløs drømmefanger

visner lydløst i lyset fra nattens sol

koldt lys fra en ensom lampe

sveder min krop i uro

hyben på lagnet og sand i hver en stilling

under håret løber der en flod

i alle retninger og oversvømmer hver en bred

med rodet forstand til absolut intet

drømmen om ebbe cirkler omkring uden fokusering og fodfæste

jeg drukner i mig selv

lys vågen som månen belyser hver en tomme

komme

komme faldet

så velkommen er du

faldet

det dybe fald

 

 

 

Løvfald

 

der er ild i skoven

landskabet er en slags poesi

kniber jeg det ene øje sammen

kan jeg mærke varmen fra bøgens flammehav

blødende løvfald falder som gnister mod den brune muld

 

en poetisk forvandling

brænder sig for en stund fast

og tiden fryses i et indre øjeblik kun jeg har adgang til

 

der males for mine øjne

flammerne genspejles hen over den skinnende våde overflade

hvor nordenvinden usynligt mønstre sig igennem for da at forsvinde igen

krakelerende leger den med spejlbilledet fra skovens flammer

der ser sig selv for første gang

 

røde brune orange sorte hvide

 

ildens farver

og mit ansigt bliver forbrændt

jeg må åbne mine øjne og sænke mit blik

mod den brune muld under mine fødder

 

forfald forrådnelse forbrændt forvandling forført

 

 

Oktober 2016

lebensraum

 

Jeg skubber himlen væk

for at kunne ånde

for at komme ind i mellemrummet

mellem jord og luft

 

Lebensraum

det er ikke her jeg bor

men her jeg lever

det er her jeg bliver væk

og forsvinder bort ned i stolen

med lammeskindstæppet

det er her jeg ser mig selv i hver en rift i tapetet

i hvert et billede på væggen

i hver en titel på reolerne

og i hver en klang i luften

 

I mellemrummet

det er her jeg lever

det er her jeg ånder og måske en dag kommer til at udånde

mellemrummet dirigerer pausen

med musik i kontrast

til alt det andet

det er mellemrummet

det er hjemme.

 

 

September 2016

sig goddag med et frø

 

Sig goddag med et frø

og lad dagen begynde

jeg fornemmer din duft

 

lad lyset tændes

og tænd din lygte

jeg forsvinder bort med dagen

 

sæt dig i tone

og lad dine læber bevæge

jeg høre din nærhed

 

hvem der…

har i mig sat spore med toner

og duftende nuklang

var det dig der sagde goddag med en frø

 

 

 

turde kunne må gøre

 

beruset af samletheden

af fokuseringen på gøren

af nød til

kan ikke leve uden at gøre

må gøre

nu for at overskride

med risiko for at underskride tilbage til ædrueligheden

ligegyldigt for

fuld af tilstand i spiritus

in spirit

ramt af den faldende stjerne og ud i luft med den nøgne fortælling

lige nu

her

til du glemmer hvad du er og hvad du ikke kan

at kunne hvad du tror du ikke kunne

og turde hvad du tror du ikke turde du kunne

må gøre

 

 

 

 

 

 

 

 

"når musikken overrumpler

skubber på og sætter mærker

indskrives begivenheden

i visse tilfælde uden nåde

den træder ind

lige ind

forstyrrelse

i mig"

 

fragment fra digtet Le Blessing