Intet øjeblik har permafrost i sine øjne

 

Intet øjeblik har permafrost i sine øjne

 

 

"når ægget flækker

punkterer tiden

som stikkende utætte sekunder

punkterer tiden

og ægget flækker"

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

"Intet øjeblik har permafrost i sine øjne" er en digtsamling med afsæt i livets flygtighed og de rifter og sprækker, som opstår når tiden søges håndholdt og bearbejdet. I sine smeltende øjeblikke fokusere digtene på savnet og forløsningen, erindringen og minderne, omskiftligheden og de utætte årstider såvel som på den besættelse der skjuler sig i passionens kløfter. Den er er hylest til det levede liv, det tabte og det skabende. Digtene bevæger sig gennem bogens syv kapitler, som syningerne i et større klæde - de er alle forbundet. De kan stikke og de kan kærtegne for de kommer fra det bittersøde måltid, hvor modstanden og konfrontationen står side om side med vinden i ryggen en varm sommerdag ved Brabrand sø. Digtene er skabt over en periode på godt 2 år. Oftest skrevet sent om aftenen og finpudset tideligt om morgen, hvor de første lyde så småt begynder at fæste sig et sted derude. Sproget kan så meget og samtidig så lidt. Det er fyldestgørende og utilstrækkeligt på en og samme tid. Dette finder jeg facinerende, men også afskrækkende for, hvor griber jeg hen når "sprogets forhånd" hænger slapt og tavst forenden af armen? Det er et vilkår til det ikke mere er et vilkår - kan ikke lade være!

 

"Der er en sang i hver en åre, hvor blodet pumper stødt og jævnt. Der er dage, hvor jeg glemte at huske, hvor pennen har været, og hvordan den har været. Som en flygtig tone på løbetur ned ad en guitars mange bånd noterer den sig let, men skrabende på papirets overflade. Det bedste sker, når jeg forsvinder, for da er jeg mest tilstede. Når ordene skriver sig selv kan øjeblikket bælles. Akkord. Der er hverken bånd eller linjer på mit papir, kun de tilfældige pletter og krøller, som livets slitage udmærker sig gennem" (fra digtet "Jeg har ingen forsikring på mine ord").

 

For mig er digte noget af det nærmeste man kan komme musik uden at være musik. Digte skal klinge og klange og stemme sig gennem ordenes tornede stængler og våde blomster. Man skal kunne høre dem lang tid efter de er klinger ud.

 

"Hvert et ord er en tone i luften, og hver en tone er en klat på papiret. For ordene klatter sig fast og falder sammen som akkorder og becifrer sig selv. De gode digte er som efter et nys. De musiceres til live og jeg kan dø. Forløst. Gå bort for der er ikke mere, jeg kan gøre. Det er gjort" (fra digtet "Jeg har ingen forsikring på mine ord").

 

 

 

som flokke vi sværmes

 

på kanten jeg ser flokke

sværme over byens våde optakt

DIG og duften af gæret korn

rivende i næsens inderside

nøgent farveløst

der er grå dage

tågende sammen

i en tæt sløret prop

over de fem søstre

nøgen grumsede kroppe

og hivende murværk

mod himlens husblas

tråde forsvindende griber og dæmpede lyde

benzinmotor og rumlen i det laveste register

membran hinde fra den nederste industri

bunden er gamle maskiner og runkne hænder

forsvundet i dagen grå der ingen skygger kaster

nyser støv

forstøvet grå på kantens rå beton

der er så meget grå under mit hår

at jeg forsvinder faldende i flokkes sværm

et cpr-nummer i register

en prik en fister

en måge i byens våde optakt.